Formodet flugtbilist fra påkørsel i Silkeborg anholdt og sigtet
En 38-årig mand er tirsdag anholdt og sigtet i sagen om påkørsel af en person i Silkeborg lørdag morgen.
Lørdag morgen fandt en forbipasserende en død mand i vejkanten på Nordskovvej i Silkeborg. Det er politiets formodning, at manden er afgået ved døden efter at være blevet påkørt af en bil. Bilisten flygtede fra stedet.
Politiets efterforskning har ført til, at en 38-årig mand fra Silkeborg tirsdag blev anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab og for at være flygtet fra stedet. Den anholdte blev tirsdag eftermiddag afhørt og derefter løsladt. Anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke var grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet i sagen.
