02. juni 2025

|

Pressemeddelelse

Businessdating i marken: Lokale økologiske fødevarer matches med køkkener

70 professionelle i madbranchen deltager, når 'Book en Mark' rykker ind på Gothenborg i Them tirsdag den 3. juni. Formålet med dagen er at skabe mere samhandel for lokale økologiske fødevarer og at etablere en direkte dialog mellem producenterne og de, der køber produkterne.

Businessdating i marken: Lokale økologiske fødevarer matches med køkkener
Af: Book en Mark | Foto: Morten Karlsen Glensholm

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Når Book en Mark flytter ind på Gothenborg, er det med en helt konkret dagsorden: Det er en pop-up handelsplads, hvor deltagerne får mulighed for at præsentere deres produkter, skabe nye kontakter og få både smag og fortælling helt ind under huden. Formatet fungerer som råvare-speeddating, der organiserer korte, strukturerede samtaler mellem lokale økologiske producenter og potentielle aftagere. Konceptet har vist sig at fungere og tiltrækker fagfolk, der leder efter seriøse samtaler og nye samarbejdsmuligheder.
Sidste gang jeg deltog, oplevede jeg, at deltagerne var reelle kunder, der prioriterer økologiske råvarer. Det gør Book en Mark til et super koncept, fordi det giver mulighed for seriøse snakke, fortæller Mette Wermuth Iermiin, kundekultivator hos Aarstiderne Engros.
En åben dialog med lokale producenter
Book en Mark adskiller sig fra klassiske fødevaremesser ved at lægge vægt på dialog og nærhed. Alle deltagere roterer struktureret igennem dagen, så ingen går hjem uden at have mødt både producenter og købere. Råvarerne er hele tiden i centrum. For mange madprofessionelle handler det nemlig om langt mere end pris og volumen.
Jeg er på evig jagt efter råvarer, der kan noget unikt – og det ved man først, når man står med dem i hånden, siger Rene Skovgaard Madsen, køkkenchef i Normal A/S. Måske har råvaren en særlig historie, der kan tænde ild i kokkene og give gæsterne en oplevelse af, at der er tænkt over de dilemmaer, man som forbruger møder i supermarkedet. Måske kan den noget særligt i forhold til smag og dybde – og hjælpe os på vej mod et grønnere, mere klimavenligt køkken.
Madglæde og grøn omstilling i øjenhøjde
Netop det lokale og økologiske bliver ofte set som nøgler til både madglæde og bæredygtig omstilling. Derfor sender Jespers Torvekøkken ofte deres lokale køkkenchefer med til Book en Mark.
Det er et rigtig godt udgangspunkt for at samle brancher og skabe et rum, hvor en del af den grønne omstilling kan realiseres i øjenhøjde. Forandring kræver, at vi værner om ildsjælene og fokuserer på det, der virker – nemlig smag og madglæde, siger Mikkel Hevring de Vries, kok og udviklings- og bæredygtighedskonsulent hos Jespers Torvekøkken.
Samtalerne i marken handler derfor ikke kun om indkøb, men også om fælles retning og ambitioner for fremtidens fødevarebranche.
Event Information