Hvem passer på børnene, når de voksne bliver sparet væk?
Silkeborg Kommune forsøger at redde sin økonomiske situation ved at hente pengene de steder, hvor rammerne i forvejen er mest skrøbelige: på specialområdet og inklusionsskolerne.
Som underviser mener jeg, at jeg har en pligt til at råbe op, når en politisk beslutning er helt hen i vejret. Det undrer mig dybt, at man kan foreslå så voldsomme besparelser uden reelt at inddrage skolerne og skolelederne. At indføre forringelser, der fundamentalt ændrer måden at drive skole på, og som rammer børn, forældre og de ansatte, der risikerer at miste de job, de elsker – det forstår jeg mildest talt ikke.
Jeg holder uendeligt meget af mit arbejde med de unge mennesker, og jeg elsker at gøre en forskel for dem. Vores arbejde er ikke kun undervisning; det er omsorg, dannelse, nærvær og relationsarbejde. Jeg bliver vred ved tanken om, at der i fremtiden ikke vil være tid til at yde den omsorg, eleverne har brug for. Det er den dybe snak eller det uformelle spil i frikvarteret, der skaber tillid. Men med de besparelser, der er lagt op til, bliver der markant mindre tid til vores børn, vores unge og dermed vores fælles fremtid.
De mest sårbare børn må ikke blive kommunens sparegris
Byrådet har besluttet at indføre en ny takststruktur, hvor der sættes en fast 'pris' på børn i specialtilbud. Hvor der før var én fælles takst, opdeles området nu i to kategorier: En takst på 360.000 kr. for de mest vidtgående tilbud (IC+) og en lav takst på 175.000 kr. for de lokale specialklasser og IC.
Det bemærkes, at budgettet baseres på en antagelse om, at størstedelen af eleverne fremover skal indplaceres på den lave takst. Dette reducerede takstniveau vil efter alt at dømme nødvendiggøre voldsomme personalemæssige reduktioner. Det efterlader et indtryk af, at de foreslåede besparelser bunder i en manglende indsigt i specialområdets reelle hverdag. Beslutningen vidner om en distance til de mærkbare konsekvenser, som disse forringelser vil have for de berørte børn og deres familier. På papiret ligner det måske en teknisk ændring i et budget. I virkeligheden handler det om børn og unge, der har brug for mere støtte, mere ro og flere voksne omkring sig end de fleste andre.
Fra 60 til 44 ansatte – mens elevtallet stiger
Politikere elsker tal, så lad os kigge på virkeligheden i det inklusionscenter, hvor jeg arbejder. Vi er i dag 60 ansatte, der varetager hverdagen for elever med primært infantil autisme. Med den nye, mindre pose penge betyder det, at vi til sommer skal afskedige 10 kolleger. Året efter skal vi fyre yderligere 6. Det vil sige, at vi lander på 44 voksne (pædagoger og lærere).
For seks år siden var vi 42 ansatte og havde 100 visiterede elever, det svarer til én voksen til 2,4 elever – i dag er vi oppe på 60 ansatte til 130 elever. Det svarer til én voksen til 2,2 elever. Med den planlagte sparerunde, vil vi om to år stå med 142 elever til kun 44 voksne. Det svarer til én voksen til tre elever. Det lyder måske overkommeligt på et stykke papir, men i praksis er det en umulig opgave. Vi har mange elever, der kræver eneundervisning, elever, der møder forskudt, og elever, der ikke er renlige. Vi har voksne ud af huset til hjemmeundervisning for at hjælpe børn med langvarig skolevægring tilbage til skolen. Når der kun er 75% voksne tilbage til de resterende børn i klassen, kommer det til at gå galt.
Byrådet forventer formentlig, at vi kan fortsætte med at levere den samme kvalitet, udføre de samme opgaver og gå hjem med god samvittighed. Men realiteterne fortæller mig, at vi med færre hænder er dømt til at fejle – som lærere, pædagoger, forældre og børn.
Når økonomien bliver vigtigere end børnene
Det er ikke børnenes behov, der har ændret sig. Det er heller ikke blevet mindre krævende at skabe en god og tryg skolegang for dem. Tværtimod oplever vi et stigende antal elever, der har brug for et vidtgående specialtilbud.
Vejen til den rette hjælp er i dag i forvejen lang og opslidende for familierne. Ofte har børnene gået i en almen folkeskole, indtil de gradvist har udviklet massiv skolevægring. De har ventet måneder, nogle gange år, på den rette diagnose og visitation. Undervejs bliver familierne så hårdt pressede, at forældre må gå ned i tid eller helt forlade arbejdsmarkedet med tabt arbejdsfortjeneste til følge. Det koster samfundet og kommunen dyrt.
De reelle omkostninger ved forslaget vil derfor først vise sig på længere sigt i form af øget skolefravær, faldende trivsel, flere personlige sammenbrud og mere langstrakte sagsforløb. I sidste ende risikerer vi at se unge, der helt mister tilknytningen til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er ikke nu, vi betaler prisen for de børn, vi taber i denne sparerunde – den regning kommer mange år senere.
I stedet for at afvente sagens udfald og håbe på politiske ændringer i fremtiden, appellerer jeg nu direkte til byrådets medlemmer. Jeg håber på jeres hjælp til at genoverveje beslutningen, så vi i fællesskab kan sikre den bedst mulige løsning - NU. Vi må ikke spare os til flere nederlag, mere skolevægring og familier, der bryder sammen. De børn, der har brug for mest hjælp, må ikke ende med at blive dem, der får mindst.
Hilsen en bekymret og engageret underviser i inklusionscentret
