I de kommende uger vil Vejdirektoratet være til stede på Viborgvej (rute 13) ved Hampen sydvest for Silkeborg, hvor den nuværende asfalt er nedslidt og derfor skal udskiftes.
Arbejdet dækker en strækning på omkring seks kilometer og bliver udført i dagtimerne af hensyn til trafikanterne.
Der er opstart på vejarbejdet søndag 28. juni, og det forventes afsluttet efter fire uger.
Sådan foregår arbejdet
Vejdirektoratet indleder arbejdet med at fræse den gamle belægning af. Herefter bliver der udført reparationer og udlagt nyt slidlag. Til slut påføres striber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
Mens arbejdet står på, vil der være nedsat hastighed og signalregulering i arbejdsområdet.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for naboer og trafikanter.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
